Racismeparagraffen , livre ebook

Titelside
100 danmarkshistorier
Sofie Lene Bak

Aarhus Universitetsforlag
Advarsel

Adolf Hitler (1889-1945) taler ved partidagene i N rnberg den 11. august 1938. I disse imposante rammer holdt nazistpartiet fra 1933 til 1938 rlige partist vner. I baggrunden ses den s kaldte Ehrenhalle.
|| S ddeutsche Zeitung Photo/Alamy Stock Photo
Debatten om en ny straffelov
Januar 1939. Justitsministeren, socialdemokraten K.K. Steincke (1880-1963), var irritabel. Debatten i Landstinget om hans lovforslag om ndringer og tilf jelser til borgerlig straffelov trak ud. Form let med den nye straffelov var f rst og fremmest at ge demokratiets slagkraft over for de stadig mere aggressive politiske kampformer, der pr gede det urolige rti.
Der var nok af eksempler at tage af. Steincke havde selv hele to gange v ret udsat for skudepisoder i Folketingssalen. I december 1930, under hans tale ved behandlingen af forslag til lov om offentlig forsorg, affyrede et medlem af De Arbejdsl ses Organisation en skarpladt revolver fra Folketingets tilh rerloge. Det er stadig uklart, om skuddet var et attentatfors g eller en demonstration.
Det uh rte gentog sig i april 1938 under noget s relativt udramatisk som forhandlinger om ndringer i gteskabslovgivningen. Den anholdte gerningsmand var medlem af Danmarks st rste nazistiske parti, DNSAP. Til de spektakul re episoder kom den stigende uro og voldsepisoder ved offentlige m der, politisk motiverede indbrud og h rv rk, grov personrettet chikane og h jr stet, antidemokratisk propaganda. Nu var tiden inde til, at der tages fat om det ukrudt, som er f get over hegnet , som det fyndigt hed hos den radikale retsordf rer Gunnar Fog-Petersen (1881-1939). Med hegnet mente han gr nsen til Tyskland.

Politikeren K.K. Steincke var st rkt optaget af at eliminere fattigdom og sociale problemer og blev fristet af muligheden for at begr nse den fremtidige fors rgelsesbyrde gennem den s kaldte racehygiejne, der skulle begr nse socialt udsatte og handicappedes adgang til at f b rn, bl.a. gennem tvangssterilisation.
|| Kbhbilleder.dk
B de f rste og anden behandling i Landstinget gav anledning til en lang og detaljerig debat. Den var ikke uden en vis sp nding, da det endnu ikke var givet, om regeringspartiet Det Radikale Venstre ville medvirke til at gennemf re hele lovkomplekset. Socialdemokratiet havde siden 1929 dannet flertalsregering sammen med Det Radikale Venstre med Thorvald Stauning (1873-1942) som statsminister. Lovforslaget var s ledes blevet til under meget tovtr kkeri i regeringen.
Oppositionen havde bet nkeligheder over for lovforslagets indskr nkning af presse- og ytringsfriheden og kredsede om det sp rgsm l, som ogs senere under fem rs tysk bes ttelse skulle ride politikerne som en mare: Hvor meget kan man begr nse demokratiet i sin iver for at beskytte det? Oppositionen mente, at Steinckes fors g p at sikre ytringsfriheden i virkeligheden ville tage livet af den. Venstres ordf rer Svenning Rytter (1875-1957) udtrykte sig n sten poetisk: Jeg ved godt [ ] at ministeren decideret og absolut ikke er nazist, men jeg ville nske, at han var s lidt nazist, at han ikke ville gennemf re nazistiske regler . Den konservative ordf rer s med mist nksomhed p de paragraffer, som omhandlede hensyn til statens selvst ndighed og sikkerhed, hvad han fortolkede som regeringens (eller m ske snarere Socialdemokratiets) ditto. Dermed antydede han, at regeringen s gte at beskytte sig mod kritik. Desuden betvivlede han, at forholdene i Danmark var blevet s forv rrede, at der var behov for drastiske sk rpelser af straffeloven.
Steincke havde et st digt hjerte med i forsvaret for lovforslagets hensigter og fors gte at understrege situationens alvor uden at v re alt for konkret: Jeg tror, at man [ ] skal s tte sig lidt ind i forholdene andre steder og i udviklingen de senere r, f r man optr der med den art kritik eller med de insinuationer, som den rede ordf rer for De Konservative fandt passende, men som er lidet passende til den situation, vi er inde i . Da antydningen ikke overbeviste oppositionen, mistede Steincke t lmodigheden: Man kan jo ikke sige, at man ikke er advaret, eller at man ikke ved, hvad det drejer sig om , sagde justitsministeren, hvorefter han fra Landstingets talerstol citerede fra Hitlers Mein Kampf og taler af Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels (1897-1945). Sidstn vnte blev citeret for synspunktet, at nazisterne i Tyskland netop anvendte demokratiske midler for at opn magten, hvorefter de afviklede demokratiet.
Hvis man ikke kan se konsekvenserne af denne betragtning [ ], ja s m man gerne erkl re sig bunduenig med mig. Jeg indr mmer, at der, s snart man tr ffer denne betragtning i vort demokratiske samfund, kr ves - og m kr ves - visse foranstaltninger til beskyttelse af demokratiet .
Det var ikke hverdagskost, at landets justitsminister citerede et nabolands leder for antidemokratiske hensigter. Og da slet ikke i et land, der h gede om sin neutralitet og p enhver m de s gte at undg at kritisere eller provokere Tyskland, der under det nazistiske diktatur igen truede med krig og gr nserevisioner.
Det var en i jnefaldende bem rkning og en i jnefaldende lov. Men den mest sensationelle tilf jelse i loven fik slet ikke nogen opm rksomhed i sin samtid. For mens pressen partiloyalt og omhyggeligt refererede dr ftelser i Landstinget - og ikke mindst Steinckes udtalelser - var der n paragraf i loven, som slet ikke gav anledning til debat.
Den s kaldte j deparagraf
Blandt straffelovsforslagets tilf jelser var 266 b:
Den, der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forf lger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning p grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold, straffes med h fte eller under formildende omst ndigheder med b de. Er rygterne eller beskyldningerne fremsat i trykt skrift eller p anden m de, hvorved de er n et ud til en st rre kreds, er straffen h fte eller under sk rpede omst ndigheder f ngsel indtil et r .

Blikfanget for den antisemitiske udstilling Der ewige Jude er en af verdens mest berygtede antisemitiske karikaturer. Udstillingen blev vist i M nchen i 1937 og Wien i 1939 og blev forl g for den berygtede nazistiske propagandafilm af samme navn. Filmen fik premiere i Tyskland i november 1940. Den fik aldrig dansk biografpremiere, men blev vist ved politiske m der bl.a. i Dansk Antij disk Liga. Desuden blev filmen forevist vagtpersonalet i koncentrationslejrene og fremvist i mobile biografer p stfronten for at styrke de tyske soldaters kampmoral.
|| Wikimedia Commons
Kun n eneste gang under de lange rigsdagsdebatter fremgik det direkte, hvad paragraffen drejede sig om, da socialdemokraten H.P. Johansen (1881-1962) ved debatten i Landstinget gjorde et par bem rkninger om den s kaldte j deparagraf . Johansen kom formentlig for skade at bruge korridorslang i salen, idet ordet j de ikke optr dte hverken i bem rkningerne til lovforslaget eller i udvalgets bet nkning. Det gjorde race for vrigt heller ikke.
Steinckes lovforslag blev vedtaget med 38 stemmer mod 29 efter tredje behandling i Landstinget den 24. februar 1939. Venstre og Det Konservative Folkeparti stemte imod. Derefter blev lovforslaget behandlet i udvalg, hvor et flertal af udvalgets medlemmer indstillede lovforslaget til godkendelse, og oppositionens indvendinger gik udtrykkeligt ikke p tilf jelserne til 266. Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget med regeringens stemmer, 64 mod 41, den 11. marts 1939. Den nye straffelov tr dte i kraft den 1. juli 1939.
Dermed var 266 b, der i dag i daglig tale lyder tilnavnet racismeparagraffen, en realitet. Danmark havde indf rt strafbarhed for forh nelse og forf lgelse af j der, og det vel at m rke med samstemmig opbakning p tv rs af de etablerede politiske partier. Paragraffen var kun lidt over ni m neder gammel, da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940. Fem r senere blev paragraffen anvendt i retsopg ret med de s kaldte landssvigere, for da var det en sk rpende omst ndighed, at antisemitisk virksomhed allerede var strafbar efter g ldende borgerlig straffelov. Paragraffen var og blev en fremtidssikring.
Med paragraffen fik retssystemet et v rkt j, der kunne ramme b de antisemitiske skrifter og nazistiske ballademagere. I realiteten handlede det om at bek mpe racismen, der ramte alle personer af j disk baggrund, uanset deres religi se sindelag. Mens blasfemiparagraffen - der i moderne form blev indskrevet i dansk ret i 1866 (og afskaffet i 2017) - beskyttede j ders tro mod forh nelse, var den nye paragraf et v rn mod den nazistiske antisemitisme, der uden undtagelse definerede enhver, der var af j disk sl gt, som j de, fordi de tilh rte en p st et j disk race. I dag mener biologer slet ikke, at race er en meningsfuld m de at klassificere mennesker p , og selv i datiden var der langtfra enighed om, hvorvidt j der kunne siges at udg re en s rlig race. Racet nkning var dog almindeligt udbredt, dvs. tilb jeligheden til at tilskrive nationale og etniske grupper s rlige fysiske og mentale egenskaber, der vel at m rke blev betragtet som nedarvede og uforanderlige. Racet nkningen beh vede ikke at v re racistisk, den kunne ogs fremh ve positive egenskaber, og var ikke n dvendigvis hierarkisk, dvs. udtryk for en rangordning af racerne. Racismen derimod definerede racer som homogene grupper, der bar de samme nedarvede evner, og rangordnede disse et i racehierarki, hvor visse racer blev tillagt negative og endda nedbrydende egenskaber.
Antisemitisme i enhver form er baseret p en forestilling om, at j der udg r en homogen gruppe, der deler nogle s rlige negative egenskaber. Antisemitismen beh ver ikke at v re racistisk, dvs. den beh ver ikke p standen om, at j der er en s rskilt race. Opfattes j der som et kollektiv, uden blik for de indlysende individuelle forskelle, og tilskrives dette kollektiv forenklede og generaliserede negative egenskaber, er der tale om antisemitisme. Den nazistiske og racistiske antisemitis