Flåden , livre ebook

Titelside
100 danmarkshistorier
Jakob Seerup

Aarhus Universitetsforlag
Til s s

Et dansk orlogsskib for fulde sejl tegnet af den danske s officer Georg Albrecht Koefoed (1753-1808). Det var en fast del af s kadetuddannelsen, at kadetterne skulle l re at tegne. Det var vigtigt at kunne gengive detaljer fra fx en fremmed kyst, n r man aflagde rapport. Eller som her at kunne illustrere med tekniske tegninger til en maritim ordbog.
|| M/S Museet for S fart
En s jle af ild
Om eftermiddagen den 3. juni 1753 skulle der have v ret en festlig sammenkomst om bord p det danske flagskib Christiansborg , der l for anker ud for den marokkanske havneby Safi. Klokken halv fire om eftermiddagen var chefer og officerer fra de vrige danske skibe i rigtig godt hum r over, at der langt om l nge var kommet en aftale i stand om udfrielsen af 45 danskere, der havde siddet fanget hos marokkanerne siden 1751. Men gl den sluttede brat, da man opdagede, at der var brand i den danske fregat Falster , der l ude p reden.
S kadetten p Christiansborg Peter Schi nning (1732-1813) skrev i sin dagbog, at han og hans kammerater klokken halv fem om eftermiddagen s en st rk r g stige op fra fregatten Falster . De h rte alarmr b fra skibet, og straks efter observerede de n dsignaler fra fregatten. Der blev bundet en knude om det store kampagneflag p agterspejlet, kanonskud blev affyret i langsom kadence, og der blev bl st i tild kkede trompeter. Ligeledes kunne de se, at folkene begyndte at springe over bord. Der var ingen tvivl: Der m tte v re brand i skibet. Falsters chef, kaptajn Hooglant (1712-1789), der jo var om bord p Christiansborg , lod sig jeblikkeligt ro over til sit skib. Han blev fulgt af alt, hvad der kunne flyde af mindre fart jer fra de danske skibe p Safis red. Med sig havde de brandspande og spr jter. Men da de n rmede sig det br ndende skib, var alt kaos. I vandet l folk og plaskede rundt. En del blev samlet op af fart jerne. Hele tre andre danske skibe l i n rheden af Falster , nemlig Blaa Heyren, Neptunus og Christiansborg , og de ville gerne komme til unds tning. Men de l i l af det br ndende skib og kunne ikke risikere, at gl der bl ste over i deres rigning og satte dem i brand. Desuden var det et problem, at de fleste kanoner p Falster havde v ret ladt med skarpe skud. Efterh nden som ilden n ede frem til hver enkelt kanon, gik den af og sendte en kraftig kanonkugle ud i den retning, som skibet pegede mod med bredsiden. De andre skibe fandt det absolut fornuftigst at h ve ankrene og sejlede v k fra infernoet omkring Falster .

I samtiden vakte Falsters ulykke i Safi opsigt, og denne tegning, der viser to faser af forl bet, findes i Frederik 5.s Atlas p Det Kgl. Bibliotek. Atlasset er en blanding af kort og tegninger, der viser v sentlige begivenheder og steder i 1700-tallet.
|| Det Kgl. Bibliotek
Efter en time kunne de tilbagev rende folk om bord p det br ndende skib se, at deres skib ikke kunne reddes. De kappede deres ankertov og lod sig drive for vinden ind mod stranden. Ilden havde endnu ikke n et rigningen, og modige s folk entrede til vejrs og satte to m rssejl og fokken, s det kunne g lidt hurtigere med at komme ind til stranden. S var der h b om, at s folkene kunne overleve den relativt korte sv mmetur ind til land. Om bord p Christiansborg noterede Peter Schi nning klokken seks, at flagskibet vendte tilbage og n rmede sig det br ndende skib. Herfra kunne de se, hvordan Falster l inde ved stranden og br ndte.
Klokken syv om aftenen l Christiansborg igen p samme position, som det havde ligget p , da Falster gik i brand. Her kunne folkene blot se til, at fregatten gik sin sk bne i m de. Klokken otte skete det uafvendelige: Et dundrende brag fulgt af en s jle af ild og r g viste, at ilden var n et frem til Falsters krudtmagasin.
Katastrofen var fuldbragt.
Lidt hen p aftenen vendte Falsters kaptajn Hooglant tilbage til flagskibet. Han aflagde rapport til eskadrens chef og fortalte, at det ikke havde v ret muligt for ham at komme om bord p skibet. Hver gang han havde fors gt at l gge til borde for at komme om bord og overtage kommandoen over slukningsarbejdet, blev hans chalup fyldt af mennesker, som sprang ned fra r lingen. Der havde v ret s mange, at han knap havde kunnet holde den store b d flydende. Derfor havde han adskillige gange m ttet ro frem og tilbage til de andre fart jer for at f sat folkene af. Da han til sidst med k rden i h nden ville true sine chaluproere til at l gge til borde langs det br ndende skib, n gtede roerne at f lge ordre. De ville hellere springe over bord og drukne. En af dem havde faktisk gjort alvor af truslen og sv mmede hen til naboskibet Docquen .
N ste morgen kunne tabene g res op. Mens Falsters vrag endnu l rygende ud for stranden ved Safi, optalte man, hvor mange lig der var blevet fundet drivende. Og man fandt ud af, at der var 24 mand, der havde bj rget sig levende i land, hvor de havde overnattet hos maurerne - dog uden at blive taget til fange. I alt var 132 af den samlede bes tning p 319 mand omkommet. Blandt de d de var skibets n stkommanderende, premierl jtnant Suhm (1718-1753), og to andre s officerer, der blev fundet flydende, bundet sammen med et tov. Forh r godtgjorde, at en matros p d kket havde h rt skibmandens dreng r be til t mmermandens dreng, at han skulle skynde sig at komme ned, og at der straks efter var blevet set r g drivende ud fra t mmermandens kammer. Et andet vidne havde h rt t mmermanden sige til sin dreng: Du f r en ulykke, der er ild i harpiksen! Et tredje vidne havde h rt ham sige til drengen: Du har gjort en stor ulykke! Man havde s h rt drengen udbryde: Herre Gud, s giver I mig alle skyld!

Holmen i K benhavn var kongerigets st rste arbejdsplads. 4-5.000 mand arbejdede dagligt med at bygge og vedligeholde de store skibe. Fl dens folk havde uniformer i bl t uldkl de med opslag i forskellige farver, efter hvilken division de var tilknyttet. Der var fire divisioner med hver ca. 1.000 mand, hvortil kom et h ndv rkerkorps. Her ses en t mmermand og en s mand i deres uniformer.
|| Privateje, affotografering p Krigsmuseet
Ilden havde hurtigt spredt sig i hele forskibet og gennem den forreste luge til d kket, hvor den var sprunget over i det tj rede tovv rk i r stv rket. Det knast rre nordafrikanske klima levnede ikke mange chancer for at f ilden slukket, ogs selv om spr jterne om bord p skibet blev taget i brug.
Slukningsarbejdet foregik i en stemning af panik. De fleste s folk kunne ikke sv mme, og der var langtfra rob de nok til, at alle i bes tningen kunne v re i dem p en gang. Det havde den uheldige virkning, at tililende fart jer blev hindret i at give den hj lp, de egentlig var kommet for at give. F r de n ede at lange ekstra pumper, spande og p se op p skibet, blev de fyldt med s folk, der i panik kastede sig ud fra Falster , hagede sig fast i rerne og klavrede op i rob dene, s de snart var s overfyldte, at de var i fare for at synke. De overfyldte rob de m tte hurtigt vende om for at s tte de reddede s folk af p et af de andre skibe.
Den danske fl de havde ikke blot mistet 132 s folk og officerer ved Safi. Fl den mistede ogs en fregat med 40 kanoner. Falster var l bet af stablen p Nyholm i 1742 og var ikke det allernyeste skib i fl den, men til geng ld var det med sin st rrelse blandt de skibe i fl den, der var udrustet hyppigst. De st rste linjeskibe med op til 90 kanoner blev sj ldnere klargjort. Jo st rre skib, desto dyrere og ressourcekr vende var udrustningen. Skibets 40 kanoner repr senterede en stor v rdi, men der blev aldrig tid til at fiske dem op fra havbunden. De op mod 20 kilometer tovv rk var hurtigt blevet flammernes bytte. De store sejl, der havde t jlet vindens kr fter og drevet skibet hele vejen fra Danmark til Nordafrika, var naturligvis v k. Master, rundholter, flag, navigationsinstrumenter, t nder med vand og proviant. S folkenes kister med deres private ejendele, skiftet j, b ger og breve. Alt var tabt.
Tabet for Danmark var dog st rre endnu. Der var et vist tab af prestige forbundet med at miste et skib, men det kunne man nu nok godt leve med. Men branden var blot det sidste ydmygende led i en lang k de af fejldisponeringer, nederlag og dumheder, som var afstedkommet af en dansk ambition om at etablere en permanent handelsstation i Marokko. I 1749 var en marokkansk j de ved navn Joseph Buzaglo de Paz (-1761) kommet til K benhavn, hvor han havde f et gjort danske k bm nd interesseret i at sende et skib med varer til Marokko. Det endte godt konomisk, og nu fik man blod p tanden i Danmark. De Paz forelagde et projekt til at etablere et faktori - det vil sige en handelsstation - i Marokko. Ved at indg en handelstraktat med det nordafrikanske land kunne man sikre adgang til et nyt og interessant marked - ovenik bet uden konkurrence fra lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien, der ikke havde traktater med de nordafrikanske Barbareskstater. Alle de nordafrikanske lande blev i datiden under et omtalt som Barbareskerne - de barbariske stater. Problemet med Barbareskerne var, at de havde den kedelige vane at tage andre landes s folk til fange og forlange l sesum. Det havde Danmark fundet en l sning p , da man i 1746 indgik en traktat med staterne om, at de undlod at tage danske og norske s folk til fange. Til geng ld leverede man en present til de nordafrikanske pirater i form af et rligt gaveskib tungt lastet med v ben, kanonkugler, krudt og tovv rk, som de kunne anvende til at udruste skibe til at tage andre landes s folk til fange. I K benhavn regnede man derfor med, at der var basis for at udvide ordningen med den projekterede handelsstation, der skulle ligge i Safi. Problemet var bare, at de nordafrikanske partnere skulle vise sig at v re temmelig up lidelige. I 1751 blev der sendt en hel eskadre af sted fra K benhavn til det nordafrikanske eventyr. Den bestod af to orlogsskibe, fregatterne Falster og Docquen , og tre transportfart jer. Ud over en last af handelsvarer medbragte skibene ogs et st rre tr